Dannebrog falder ned fra himlen

Valdemar Sejr, Anders Sunesen og Dannebrog

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Få danske middelalderkonger har været så populære blandt befolkningen som Valdemar II, med tilnavnet Sejr. Han efterfulgte sin barnløse broder Knud IV og blev juledag 1202 kronet til Danmarks konge i Lunds domkirke. Hans regeringstid anses for at have været en strålende tid for hele Danmark med en blomstrende handel og som følge heraf skød nye købstæder op, der var nyopdyrkning af jorden og hundredvis af byer blev grundlagt over hele landet. Sildefiskeriet i Øresund nåede fantastiske højder og skænkede riget store indkomster og rigdomme. I denne tid blev tilmed de urgamle landskabslove sat på skrift hvorfor Valdemar da også under sin regeringstid fik sit andet tilnavn: Lovgiveren.

Valdemar Sejr havde allerede inden han kom på tronen, erobret Holsten og Ditmarsken i det nordlige Tyskland med Hamborg og Lybæk, og fortsatte siden med den danske ekspansion i Nordtyskland. Lunds ærkebiskop der kronede Valdemar Sejr i Lunds domkirke hed Anders Sunesen. Han var en meget lærd teolog som havde studeret i Paris, Bologna og Oxford. Han skrev bl.a. et teologisk digt på latin, det vældige skabelsesdigt "Hexaëmeron", som omfatter 8040 heksametre - det første store videnskabelige arbejde som blev skrevet i Lund. Han sammensatte og oversatte desuden Skånelagen (Den Skånske Lov) til latin.

Sunesen og Dannebrog
Allerede samme år som Valdemar Sejr blev kronet, var 16 skibe med estiske krigsfolk udgået fra øen Øsel udenfor Estland for at sætte kursen mod Danmark. De landene siden i Blekinge, hvor de hærgede og ødelagde hele Listerlandet. 1206 drog kong Valdemar Sejr og Anders Sunesen østerud på et korstog for at kristne de hedenske estere og forhindre fremtidige plyndringer fra den kant, og de erobrede Øsel og Dagø. Paven Honorius III hade givet Valdemar Sejr tilladelse til at lægge alle hedenske lande han kunde erobre under det danske rige og den danske kirke. År 1219 trak det op til et stort korstog mod Estland. Det siges at begejstringen i hele Danmark var stor over togtet som man betragtede som en hellig krig. Man forberedte sig ikke alene med våbenøvelser men også med bøn og faste.

Om sommeren drog Valdemar Sejr og Anders Sunesen over Østersøen med en flåde på 500 skibe og gik i land der hvor Tallinn nu ligger. Her stod også det afgørende Volmerslag den 15 juni, da den danske militærlejr i ly af tusmørket blev overfaldet af den estiske hær. Det var under dette slag Danmarks nationalsymbol Dannebrog kom til verden. I følge legenden stod den lundensiske ærkebiskoppen Anders Sunesen under striden oprejst med blikket mod himlen og bad med opløftede hænder. Så længe han udholdt dette sejrede de danske, men når han blev træt i armene og lod dem synke fik esterne overtaget. Da de øvrige præster opdagede dette, skyndte de sig til for at støtte hans arme. Da dalede pludselig et rødt banner med hvidt kors ned fra himlen, og Guds røst hørtes: "Bær det højt, så skal I sejre!". Og under denne fane blev danskerne ført til sejr. De hedenske estere måtte underkaste sig og modtage dåben. Denne fortælling er dog i mistænkelig grad identisk med den bibelske beretning i 2 Mos 17:8-16 om israelitters kamp mod amalekiterna. I virkeligheden skal flaget være en gave fra paven Honorius. Men overalt har det siden denne tildragelse været Danmarks nationalsymbol.

Nordtyskland går tabt
Men Valdemar Sejrs udenrigspolitiske tilbagegang begyndte i 1223, da han sammen med sine sønner blev taget svigefuldt tilfange under en jagt på den idylliske ø Lyø syd for Fyn. Det var den forræderiske tyske greve Henrik af Schwerin som stod bag, og under Valdemars fangenskab i Schwerin brød det danske vælde i Nordtyskland sammen. Kong Valdemar blev tvunget til at købe sig fri mod den tyngende løsesum af 45 000 mark rent sølv, alt dronningens guld samt alle Danmarks nordtyske besiddelser. Valdemar satte siden sin hærmagt ind, for på denne vis at tilbagetage sine tabte landområder, men i slaget ved Bornhoved i Holsten 1227 satte de nordtyske fyrster definitivt punktum for hans drømme om dansk herredømme i Nordtyskland. Og som skulle det ikke være slemt nok, mistede Valdemar tilmed sit ene øje i dette slag. Samme år som Valdemar kom i tysk fangenskab blev Lunds ærkebiskop Anders Sunesen ramt af en svær sygdom og trak sig derfor tilbage fra sit embede. Han tilbragte sine sidste leveår i ensomhed på borgen Ivøhus på Ivøen, hvor han døde midsommerdagen 1228. Han ligger nu begravet i Lunds domkirke. Længe troede man, at den alvorlige sygdom han fik var spedalskhed, men det har senere vist sig at der var tale om ledgangsreumatisme.

Vor kong Valdemar Sejr, som forsøgte lægge Østersøens sydlige og østlige kyst under dansk vælde, gik den 28 marts 1241 hinsides, mæt af brave dage. Under hans regering nåede det danske vælde sin største udbredelse. Hans tre sønner Erik IV Plovpenning, Abel og Christoffer I, som efter tur og ordning kom til at efterfølge ham på tronen, skulle senere forårsage det danske riges gradvise forfald. Men det er en anden historie.

KILDER:

Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Uno Röndahl "Skåneland II - På jakt efter historien"
"Skåneland ur det fördolda"
Jonny Ambrius "Skånes historia i årtal"
Folke Hellberg "Skånes historia"

[Tillbaka till huvudsidan]